Frankrig / Tyskland
Det hele begynder i 1987: Lionel opdager Marcel Marceau det år og tilbringer ti år med at arbejde sammen med hans kompagni. Inden for rammerne af et filmmanuskript lytter han til Alexandro Jodorowski, og efter et godt måltid bliver han Ticky Holgados træner. Efter adskillige auditions kommer han endelig ind i Philippe Genty’s kompagni. Ved et tilfælde falder han over en skive med moderne musik og bringer Arditi-kvartetten på scenen. Han tilbringer en uge sammen med Michael Jackson og Marcel Marceau for at forberede “Childhood” til HBO og skriver en lille skitse til en Philippe Glass-aften i Carnegie Hall. Claude Lelouch tilbyder ham rollen som Jesus i en trilogi, og han arbejder som koreograf for Jean Paul Goude og Lea Seydoux. Han elsker Gymnopédies og fortsætter med at skabe “Bonjour Monsieur Satie” på Konzerthaus Berlin og med at sætte Bodecker & Neander op. Han bliver inviteret til at skrive og sætte et “show for de små” op i filharmonikerne i Luxembourg, han opfører “The Snark” på Sydney Festival med Scott Kohler og “Out of the Blue” med Alexander og Wolfram på Valencia Festival i Venezuela, han manipulerer en fugl for François Morel og forsøger at få François til at danse, han møder Bartek Ostapczuk i Dresden, hvilket er optakten til flere værker i Polen…
Fælles for alle disse møder er, at de får Lionel til at rejse til alle fire verdenshjørner. Det værk, som han er mest stolt af, blev dog kun opført én gang og forlod ikke sine fire vægge – det var instruktionen af “La Volière” på Fresnes-centret for langtidsfanger. UNDERVISNING: Koreodrama
Skabelsen af en forestilling er ligesom forløbet af et praktikophold et eventyr, der kan betragtes på mange måder. I mit tilfælde, og i betragtning af selve karakteren af mit arbejde, ligner det migration; gruppen påtager sig rollen som arten, men ligesom denne er den samtidig både rejsens form og kilde.
Rejseruten er bestemt af bestanddelene, øjeblikket, aktørerne. Jeg bruger gerne betegnelsen koreodrama om den endelige destination. Faktisk er koreodramaer de mest hensigtsmæssige sceniske former til at formidle udviklingen af min forskning.
I centrum er Marcel Marceaus repertoire, som modsvarer Philippe Genty’s fantasier med intensiteten i Jean Paul Goude’s billedsprog.